Kære menighed

ET BARN ER OS GIVET...!

”VI tror ikke på TRE guder…” hav-de de to pæne damer sagt.
Jeg var våd. Ja, sjaskvåd!!! Da jeg boede i Århus, arbejdede jeg om lør-dagen som postbud. Jeg var oppe kl. 4.00 om morgenen. Og på min rute nede på Marselisborg Boulevard havde jeg ikke færre end 44 opgange op til femte etage, hvor der var masser af klubværelser, som jeg altid skulle op til. Så når jeg kom hjem fra min postrute, så var jeg træt, ja meget træt, og ville blot ha-ve et bad, inden jeg tog mig en middagssøvn.
Derfor var jeg våd. Ja, sjaskvåd!!! En ualmindelig, insisterende ringen med dør-klokken havde tvunget mig ud af bruseren. Og dér stod de! I ved, de der altid kommer to og to. To uskyldigt udseende damer bevæbnet med én eller anden slags bibel i deres hænder, to damer, der kunne fyre skriftsteder af, som var de kugler i et maskingevær.
Som kristen kan man ikke andet end at beundre disse menneskers religiøse nid-kærhed og ildhu. Men som menneske kan det være svært i situationen ikke at blive irriteret over deres insisterende vedholdenhed.
Selvfølgelig må de to kvinder være fremkommet med nogle indledende bemærk-ninger. Selvfølgelig! Men stående dér, sjaskvåd og halvnøgen foran disse to ula-steligt klædte damer, var det eneste, jeg evnede at fæste mig ved, dette: ”Vi tror ikke på TRE guder! Vi tror kun på EEN Gud!”
Jeg må nok indrømme, at når nogen hiver mig ud af mit varme brusebad, så kan jeg godt blive en anelse sur og bitter. Ja, jeg kan endda blive direkte harm og vred. Jeg besluttede mig derfor for, at hvis disse to kvinder virkelig ville have sig en slåskamp på bibelske skriftsteder, SÅ skulle de så sandelig få sig en slås-kamp på bibelske skriftsteder.
Jeg fik lidt tøj på. Jeg greb min bibel. Jeg lyttede først tålmodigt til dem og til
deres argumenter. Og da det blev min tur, fik jeg dem til at læse det allerførste vers i det allerførste kapitel i Johannesevangeliet. I vores oversættelse står der som bekendt: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.”
I deres oversættelse står der: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var "en gud" Altså en gud uden stort G!!! ”Én gud!?” næsten råbte jeg. Og jeg spurgte dem: ”Hvordan kan man have ”en gud”, én gud med lille g, når der kun findes én Gud, én Gud med stort G, nemlig den ene og sande Gud?????” De to damer vidste ikke, hvad de skulle svare!!!
Men derefter fik jeg dem til at læse vers 14 i det samme kapitel i Johannesevan-geliet. Det er i dette vers, hvor der står skrevet: ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.”
Med disse to skriftsteder fra Johannesevangeliet prøvede jeg på at få de to da-mer til at forstå, at konklusionen nødvendigvis må være, at det guddommelige Ord, altså dét Ord, ved hvilket hele den vide jord blev skabt i tidernes morgen, dét Ord, der var Gud, ja, at lige netop det Ord var og er blevet kød, ja, var og er blevet menneske, i Jesus Kristus. Den Jesus Kristus, om hvem vi siger søndag efter søndag: ”Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af den sande Gud.”
Som jeg stod der, stadig våd og lemfældigt påklædt foran disse to damer, gik det op for mig, at jeg ikke længere var så meget sur over at være blevet slæbt ud af den varme bruser, som jeg var bedrøvet over, at de så åbenlyst ville have mig og andre til at betvivle, ja benægte, alt det skønne og smukke, ja selve grundessen-sen af alt det, som jeg som kristen tror på og holder for sandt.
Som disse to damer tror jeg selvfølgelig også på en almægtig Jahva, som er Her-re helt deroppe Himlen. Men som kristen tror jeg altså også på den Jahva, som gav afkald og tog en tjeners skikkelse på, idet han i sin kærlighed gav sig selv til og for mennesker, for at vi skal vide os elsket, og for at vi skal leve, om vi så end dør
Disse to damer ville have mig til at sætte spørgsmålstegn ved denne, den mest radikale og grænseløse guddommelige kærlighedshandling. Ja, de ville have mig til at fornægte dette det stærkeste udtryk for Guds kærlighed til mig og til hele verden.
Kære I, som så gerne vil vidne for Jehova! Nej, vi tror som katolikker og som kristne ikke på tre guder. Det gør vi virkelig ikke! Men vi tror den Gud, der såle-des elskede verden, at han gav selv som det mest sårbare menneskebarn til os til Jer, ja til hele verden. Derfor fejrer vi, i modsætning til Jer, jul. Det gør vi med al mulig god grund. Det gør vi med den allerstørste glæde og taknemmelighed. For et barn er født os, en søn er os givet. Man skal kalde ham Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste (Es. 9.5)!


Med disse ord ønsker jeg Jer alle RIGTIG GLÆDELIG JUL.

Må Gud velsigne Jer alle.

P. Gregers

Se også sognebladet