Kære menighed

PAVE FRANS OG KIRKENS SOCIALE ENGAGEMENT!

Pave Frans kan det der med symbolske handlinger, der siger mere end tusinder af ord. Det blev vi vidne til allerede det første år, hvor han var pave.
Som nylig udnævnt pave overraskede han således alle, da han skærtorsdag tog ud i en af Roms ungdomsfængsler og vaskede en flok kriminelles fødder under den rituelle fodvaskning. I blandt disse kriminelle var der både unge, kvinder samt muslimer.
Samme år som han blev pave, besøgte Pave Frans øen Lampedusa, hvortil tusinder af emigranter og flygtninge fra Afrika kommer hvert år og oftest efter en desperat og yderst farefuld færd over Middelhavet.
Pave Frans tog under besøget ud på havet. Her smed han blomster ud for at mindes, ære og bede for de mange hundrede mennesker, hvis både sank under færden over havet, og som nu er druknet. De døde forblev ukendte for os i Europa.
Og ja, i grunden så mange af os vel helst, at de forblev væk, og at de forblev
ukendte.
Under sit besøg fordømte paven den stadig mere globaliserede ligegyldighed,
som disse desperate mennesker bliver mødt med. Han holdt også messe, hvor
han brugte bunden af en gammel fiskerbåd som alter og roret som læsepult. Og
korset havde han været med til at flikke sammen af tømmeret fra en af de miserable både, som havde fragtet flygtninge og emigranter over.
Da paven senere samme år mødtes med mere end 3.000.000 unge i Rio i Brasilien,
besøgte han også et af de mange slumkvarterer, hvor mennesker ofte lever i
desperat fattigdom og med misbrug og megen kriminalitet omkring sig.
Med disse stærke symbolske handlinger har Pave Frans været med til at sætte ny
fokus på Kirkens sociallære og sociale engagement.
Efter at have læst samtalebogen "Om Himmel og Jord", som blev skrevet, mens
han endnu var kardinal, står det klart for mig, at det er et tema, som han har været optaget af hele sit liv.
I samtalebogen siger Pave Frans, at vel anerkender og respekterer Den katolske
Kirke den private ejendomsret. Ejendomsretten er vigtig, for at mennesker ret
kan udfolde sig og har lyst til og mod på at tage initiativer og skabe. På den anden side, slår han også fast, at hvis du besidder værdier, så har du også en stor forpligtelse til at bruge disse midler i tjeneste for andre.
Begrebet skattely er et af de mange temaer, som han tager under behandling i
denne bog. Penge har, siger han, et hjemland, hvor de er blevet tjent, og hvor
formuer er blevet skabt. En person, der driver en virksomhed i et land, og derefter tager disse penge til et skattely i et andet land, ja, han eller hun begår ifølge pave Frans en alvorlig synd, fordi denne person ikke lever op til de forpligtelser, som han eller hun har dels overfor det land, som har gjort det muligt for vedkommende at skabe denne rigdom, og dels overfor de mennesker, der igennem deres arbejde har hjulpet ham eller hende til at skabe denne formue. Og paven slår fast, at enten lever man i solidaritet med sit folk, eller også lever man med penge, som man besidder på uretmæssig vis.
Vores forpligtigelse overfor de fattige og svage er ifølge Pave Frans absolut og
indiskutabel. Det er ikke et ansvar man kan lægge fra sig eller blot lade velfærdssamfundet tage sig af. Den syge nabo må vi besøge og tage os af. Vi må
besøge ham i fængslet. Og vi må åbne vores dør for den ensomme og den fremmede.
Kardinal Bergoglio - altså vores nuværende pave - giver i bogen udtryk for, at
det er alt for forenklet at tale om undertrykkere og undertrykte. I vor tid vil det
være mindst lige så relevant at tale om de mennesker, der henholdsvis er inkluderede og ekskluderede i vort samfund. Vi har nemlig skabt et samfund, hvor
der åbenbart er nogle, der passer ind og kan bruges, mens der er andre, der tilsyneladende er "til overs" og ikke kan bruges. Men det er ifølge paven en dybt
ukristelig tankegang. Der er intet menneske, der kan undværes. Nej, der er ikke
noget menneske, som vi som enkeltpersoner og som samfund blot kan ignorere,
sætte ud på et sidespor og ikke have noget med at gøre .
Og med henvisning til den hellige Laurentius vender Pave Frans problemstillingen
på hovedet. I det hedenske Rom, i begyndelsen af det tredje århundrede, insisterede kejseren på, at han ville have Kirkens rigdom udleveret. Diakonen
Laurentius arbejdede på det tidspunkt blandt og med de mange fattige i Rom.
Da han hørte om kejserens krav, samlede den hellige Laurentius de mange fattige
og førte dem op til kejseren. Og han havde da slået ud med armene og sagt til
kejseren: "Disse mennesker er Kirkens rigdom og skat."
De fattige er Kirkens skat, dem må vi som Kirke tage vare på. Og Pave Frans
slår fast, at vi ikke kan tilbede og ære Gud, hvis vi ikke inkluderer de fattige i
vores forbøn og i vore handlinger.

Må Gud velsigne Jer alle.

P. Gregers

Se også sognebladet